Fra idé til færdigt billede

Portræt af Marco Møller

Fotografhuset fik til opgave at lave portræt af Marco Møller, der er Film og TV-produktionstekniker ved DR i Århus. Her kan du se, hvordan vi løste opgaven on location.

Vi fik på forhånd at vide, at billedet skulle fylde et opslag. Så vi vidste, at vi havde plads til at bruge forskellige elementer fra hans arbejdsdag, og på den måde hjælpe med at fortælle en del af historien gennem billedet.

Første opgave var at finde en egnet location til at tage billedet. Da han har været med til at lave DR Ramasjang Rally, var det oplagt at lave billedet ude ved banen som ligger ved DR i Århus.

Efter at have været banen rundt og set på forskellige muligheder blev vi enige om, at buen skulle være baggrunden i billedet. Der er et godt forløb i billedet med dækkene, der leder øjnene hen til buen og ikke nogen forstyrrende elementer i baggrunden, som for eksempel et hus, store træer eller en skorsten.

Ramasjang Ringen skal være location for et portræt af DR-medarbejder, men det er en trist og kold dag.

Vi blev enige om at have en sæbekassebil med i billedet, da det er det, banen bliver brugt til i Ramasjang Rally. Vi fandt hurtigt en på deres lager. Samtidig var det et billede, der skulle illustrere, hvad han arbejdede med. Så fandt vi også nogle lamper, stativer og et kamera vi kunne bruge som rekvisitter.

Marco Møller var frisk på at stille alt muligt udstyr fra sit arbejde frem. Ved fælles hjælp fik vi stillet alle tingene op på næsten ingen tid. Vi var også heldige, at det ikke begyndte at regne, som det jo ellers tit gør på denne tid af året.
Imens Marco Møller stiller det sidste af sit eget udstyr op, tester fotografen lys. Og det begynder allerede at ligne noget… 
Imens Marco Møller stiller det sidste udstyr frem, bliver vi enige om hvor han skal stå. Fotografen har haft tid til at teste lys og hvilken vinkel billedet skal laves fra. Som det ser ud her ovenfor, er det næsten som det færdige billede.
Nu er vi ved at være færdige med at stille udstyr op.

 

Vi prøver lidt forskellige vinkler og han prøver også med og uden hovedtelefoner og med kameraet på skulderen. Men vi bliver enige om, at billedet skal laves uden hovedtelefoner og med en hjelm i hånden som reference til, at vi står på en racerbane.
Vi fotograferer det endelige billede, som ender med at se sådan her ud, uredigeret ud af kameraet:
Han smiler og har et godt og afslappet udtryk, som brænder igennem til det endelige foto.

 

Så vil mange nok tænke, at det var det, hjem til computeren og få billedet sendt afsted – og videre til næste opgave. Men nu begynder den anden del af fotografens arbejde. Nemlig færdiggørelsen af billedet i et billedebehandlingsprogram. Som mange andre bruger vi Photoshop til langt de fleste af vores opgaver.
Og her er det endelige resultat:
Billedet har gennemgået en almindelig omgang Photoshop. Der er ikke fjernet elementer fra billedet eller tilføjet noget efter at billedet er taget.
Der er blevet arbejdet med lys og skygger. Dels har buen i baggrunden fået et løft med kontrast, og forgrunden er blevet ændret, så den får lidt mere farve. Marco Møllers ansigt er blevet gjort lidt lysere, så man hurtigt ser ham i billedet. Endelig er træerne i baggrunden næsten lagt i sort, da de har ikke nogen funktion, der skal hjælpe med at fortælle historien. Til gengæld har de den funktion, at de lukker billedet pænt af, så fokus bliver på de vigtige i billedet. Nemlig Marco Møller.

Leave a comment


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.


Fotografhuset arbejder med at fortælle virkelighedens og virksomheders historier til bladet, pressen, virksomheden og hjemmesiden i unikke billeder. Samtidig har vi igennem de sidste mange år arbejdet med video som fortælle form.

Følg os her:

Kontakt os

Copyright 2017 © All Rights Reserved, Fotografhuset